Marcus Cleverly skifter Kielce ud med Lugi i Sverige.Efter en lang skadespause lysner det igen for den reaktionsstærke danske landsholdskeeper Marcus Cleverly. I kampen for at nå tilbage til sit gamle niveau har Marcus valgt at spille sæsonen færdig hos topholdet i den svenske liga; Lugi Lund. Af familiære årsager har den meriterede målmand valgt at skifte Kielce´s Cl mandskab ud med en klub i nærheden af basen i København, hvor kæresten er bosat. IMF er glad for det lykkedes at finde et spændende alternativ midt i sæsonen. Lugi, med den karismatiske træner Tomas Axner lå ved årsskiftet nummer et i ligaen, og kæmper en brav kamp om mesterskabet i en jævn liga. Det er et håb at man med tilgangen af den erfarne europamester, kan være med i den yderst hårde kamp om guldet i Eliteserien. Marcus Cleverly udtaler: Jeg har haft en fantastisk tid og udvikling i Kielce. Det har altid været en drøm at være med til opbygningen af et stærkt Europæisk hold. Derfor har det været et svært valg. Men jeg er overbevist om at det er det helt rigtige for mig i denne situation,i forhold til skade og privatliv. Jeg er utrolig glad for den støtte Kielce og præsident Bertus Servaas, har ydet i mit ønske om at vende hjem efter snart 9 år i udlandet. Nu glæder jeg mig virkelig til at komme i gang igen med den nye udfordring i Lugi, hvor jeg i forvejen kender deres dygtige træner Tomas Axner. |
|